Erfaren akupunktør

Oplev effekten af akupunktur.

Din balance - dit velvære

Behandling hos Atica

Min fornemmeste opgave er at give dig en kompetent behandling i et trygt rum. Her kan du læse lidt om, hvad du kan forvente dig af en behandling.

En førstegangskonsultation og behandling varer typisk 1-1 ½ time. Efterfølgende behandlinger varer mellem 30-60 minutter alt efter omfanget af behandlingen.

Jeg behandler med klassisk akupunktur, øreakupunktur, cupping og varmeterapi. Den primære behandlingsmetode vil dog altid være klassisk akupunktur, hvor jeg bruger tynde, sterile nåle.

Du skal typisk ligge med nålene i 25-30 minutter. Der kan være behov for at bruge begge sider af din krop. Når nålene bliver indsat, mærker de fleste et lille stik, men det gør ikke ondt at ligge med nålene. Fornemmelserne kan dog være forskellige fra person til person. Nogle mærker en let summen, hvor andre ingenting mærker. Oftest er det meget afslappende at ligge med nålene og mange falder i søvn under deres behandling.

Da akupunkturen starter en udrensningsproces, anbefaler jeg efter en behandling, at du drikker rigeligt med vand, så de stoffer, der bliver frigivet i kroppen, kan blive skyllet ud.
Mellem behandlingerne oplever mange øget velvære, bedre søvn og mere energi. Andre oplever øget træthed, eller at symptomerne for en stund blusser op igen. Det er helt naturligt, da akupunkturen er en måde at rydde op i eventuelle ubalancer. Er der ikke sket en symptomændring efter tredje behandling, anbefaler jeg, at vi stopper forløbet.

Antal behandlinger

Det er meget svært at forudsige, hvor mange behandlinger du skal have. Det afhænger af lidelsens natur og alvor, hvor længe den har stået på og af din alder. Kommer du f.eks. med et hold i nakken samme dag, det opstår, kan det som regel klares med én behandling. Ved svære kroniske lidelser skal du være indstillet på at et behandlingsforløb kan løbe over nogle måneder.

En diagnose bliver stillet

Jeg indleder en førstegangskonsultation med en dybdegående samtale, der skal afdække gener og problemer. På baggrund af samtalen og ved hjælp af forskellige diagnoseværktøjer såsom pulsdiagnose, tungediagnose og irisanalyse klarlægger jeg din krops ubalancer ud fra traditionel kinesisk medicin. På den måde kan jeg give en individuel behandling, hvor årsagerne til lidelsen bliver behandlet i stedet for alene at lindre symptomerne for en tid.

I nogle tilfælde kan jeg få brug for at ringe til din læge for at få et indblik i den lægelige diagnose. Her møder jeg i dag stor forståelse og samarbejdsvillighed.

Puls- og tungediagnose

Puls- og tungediagnose er et hurtigt og effektivt redskab, når jeg skal stille en diagnose.
Kort fortalt går pulsdiagnosen ud på, at jeg trykker let med tre fingre på håndleddet og mærker pulsens bevægelse, hastighed og styrke, og dermed kan jeg afgøre i hvilken del af kroppen, ubalancen befinder sig. Kvaliteten af pulsen kan afsløre, om tilstanden er akut eller af mere kronisk karakter, samt hvilke organsystemer, der er involveret.

Tungen er ligesom pulsen en god indikator for, om der er ubalancer i din krop. Forskellige områder på tungen afspejler kroppens indre organer. Ved at undersøge tungens udseende, form og fugtighedsgrad, er det muligt for mig at iagttage, hvor og i hvilke organsystemer, der er ubalancer.
Ud fra samtalen, puls- og tungediagnosen kan jeg danne mig et billede af dit helbred. Jeg benytter også tunge- og pulsdiagnosen løbende i dit behandlingsforløb til at aflæse fremskridt og udviklinger.

Irisanalyse

Irisanalyse er et diagnoseværktøj, der fortæller om din generelle helbredstilstand og tilstanden i hvert af kroppens organer.

Iris (som findes i øjet) inddeles i områder, hvor hvert område afspejler organerne, kirtlerne og kroppens funktioner. I en irisanalyse ser jeg efter bestemte markeringer, pletter og misfarvninger, som kan afsløre et potentielt helbredsmæssigt problem.

En irisanalyse kan ikke bruges til at diagnosticere en specifik sygdom, men til at indikere om du har ubalance i specifikke dele af kroppen eller i kroppen som helhed.